tirsdag den 15. juli 2008

Nyhedsbrev nr. 13 - juli 2008


Brunch og meget andet godt

Så er sommerens Møgeltønder Brunch den 10. august endelig lagt i faste rammer.
Vi starter i Møgeltønderhus kl. 10.30 - lige efter kirketid - og bliver ved, så længe der er stemning for det. Musikken leveres af garvede jazzmusikere, og vi serverer et stort morgenbord med sprøde vafler. Der vil også blive mulighed for at købe øl og små skarpe.
Udgifterne til et sådant arrangement er steget, men vi får sponsorstøtte af to lokale virksomheder, Iversen Construction og Nielsen Byg Aps. Derfor kan vi få økonomien til at balancere med en voksenpris på 58 kr. og en børnepris på 29 kr. Børn under 6 år har gratis adgang, og kun i selskab med voksne.
Billetterne kan købes hos Sparkøbmanden på Møllevej.
Vi gør opmærksom på, at Møgeltønderhus kun må lukke ca. 125 ind. Mere tillader brandvæsnet ikke. Og billetterne bliver solgt efter princippet: Først til mølle......

Økonomisk succes med vores bryllupsarrangementer
MUIF, Møgeltønderhus og Borgerforeningen gik sammen om en række arrangementer i forbindelse med Prins Joachims bryllup. Takket være talrige frivillige og kompetente hænder kunne Møgeltønderhus byde besøgende på et af de største sønderjyske kaffeborde i mange år.


Tryk på pilen, hvis du vil se kagebordet

Der var nok over 40 kager at vælge imellem. Langt flere end vi havde regnet med. Alle kagerne var udstyret med et lille skilt, hvor man kunne se "bagerens" og kagens navn.
Der blev også solgt ristede sønderjyske pølser samt øl og vand.
Endelig havde en række landmænd og husejere stillet noget af deres jord til rådighed, så vi kunne etablere midlertidige parkeringspladser i forbindelse med det store rykind.
Uden de mange frivillige hænder kunne alt det ikke have ladet sig gøre. Så Borgerforeningen, MUIF og Møgeltønderhus vil gerne sige tak til alle, der på den ene eller den anden måde gav en hånd med.
Regnskabet er ikke færdigt, men vi regner med et overskud på over 15.000 kr, som skal deles mellem de tre foreninger.

TV2 svigtede os
Flere lokale borgere hjalp de to danske TV stationer med at finde relevante lokale historier til deres omfattende programflade den 24. maj. Og der blev indgået konkrete aftaler med TV2.
De ville bl.a. gerne sende live fra et stort kagebord på Møgeltønderhus, hvor der var sørget for en kvalificeret ekspert, som kunne fortælle om den sønderjyske kagetradition. En del af historien var, at samlige kager - og der var som sagt mere end 40 forskellige - blev bagt af lokale borgere. TV2 ville desuden gerne vise, hvordan en moderne familie lever i et fredet renoveret hus i Slotsgaden. Her var der efter aftale også sørget for, at to lokale kniplere, som både kunne vise deres færdigheder og fortælle om den sønderjyske kniplekunst.
Der var aftaler om flere arrangementer, bl.a. en byvandring. Møgeltønder er som bekendt en af de ældste byer i Danmark med mange fredede huse og eksempler på en bygningteknik, der er unik. Desuden har byen en række fine arkitektoniske eksempler på huse fra 20'erne, bygget efter principperne i "Bedre Byggeskik". De er fra dengang, danske arkitekter sagde: Ud med Italien, ind med Møgeltønder. Bedre Byggeskik er i øvrigt ved at blive genopdaget af mange arkitekter herhjemme.
Der var i det hele taget foreslået en lang række ting, som var mere interessant fjernsyn end meget af det, TV2 diskede op med. Men TV2's folk valgte selv. Og på dagen valgte de helt at negligere aftalerne.

Uden at meddele de lokale parter noget som helst, arrangerede TV2 f.eks. sit eget sønderjyske kagebord i studiet og fik en museumsinspektør fra østkysten til at fortælle om traditionen. TV2 sendte både en lydmand og en kameramand til det lokale kagebord. Men de blev kaldt tilbage i det øjeblik, de skulle til at sende. Uden at vi fik nogen forklaring.

Arrangementet i det fredede hus på Slotsgaden blev heller ikke til noget. Husets beboere ventede længe. Og altså forgæves.
Byens gave til brudeparret - en blomsterranke over porten ind til slottet, arrangeret og betalt af bl.a. Borgerforeningen - skulle efter aftale med tv-folkene sættes op på et bestemt tidspunkt. Men de kunne ikke få deres timing til at passe. Det blev kun til nogle få sekunders billeder, da transmissionen sluttede og rulleteksterne gik over skærmen.
Ranken var fremstillet af "Klerken"s indehaver, der havde stillet sin arbejdskraft gratis til rådighed. Men den slags detaljer var Jes Dorph-Pedersen ikke briefet på. Han var faktisk blevet direkte misinformeret. Han bekendtgjorde nemlig, at "ranken er en gave fra Tønder Kommune."
Geografi er heller ikke i høj kurs hos TV2. Jes Dorf-Pedersen kalde i starten Ecco-centret for Eko-centret! TV-værterne mente på et tidspunkt også, det lå omkring 35 km kilometer fra Møgeltønder. Havde de kigger over mod Tønder, da de stod i det to etagers høje telt overfor Møgeltønder kirke, ville de faktisk kunne have set Ecco centret!
Mest tragisk er det måske, at transmissionen gjorde lidt nar af sønderjyderne på grund af de mange flag. Som det vist blev udtrykt undervejs: "De vil gerne lufte deres nationalisme."
Det er mangel på historisk indsigt, når værterne ikke knytter en kommentar til sådan en udtalelse. Sønderjylland er den eneste del af Danmark, som har tilhørt en anden nation gennem en årrække. Og i en tid, hvor tv-stationerne ellers svælger i nationalisme andre steder, f.eks. i forbindelse med Kosovos selvstændighed, kunne man godt have knyttet en relevant kommentar til de mange danske flag hernede.

Ingen hjælp næste gang
Bestyrelsen har talt med mange, som mener, at TV2 sendte en gang pop-tv fra Møgeltønder. Når der er så meget at fortælle om denne specielle del af Danmark, kan man undre sig over, at tv-stationerne fik fortalt så lidt. TV2's værter valgte i stedet at bruge tid på at fortælle, hvilke vognmænd der ejede de busser, bryllupsgæsterne blev transporteret i!
Hvis TV2 i fremtiden skal sende fra Møgeltønder - og det skal de jo nok, hvis vi en dag skal have døbt en lille prins eller prinsesse lokalt - skal de ikke regne med at få lige så meget hjælp af Møgeltønder borgere, som de gjorde op til den 24. maj.

Ingen kommentarer: