tirsdag den 28. april 2009

Nyhedsbrev nr. 23 - april 2009

Sønderjyllands Symfoniorkester spiller i Møgeltønder Kirke


Onsdag den 29. april kommer Sønderjyllands Symfoniorkester til Møgeltønder.
Kl. 20 spiller de en meditationskoncert i Møgeltønder Kirke - med musik af bl.a. Bach, Händel og Albinoni.
Koncerterne er også blevet afholdt i Christiankirken i Sønderborg og Skt. Nicolai Kirke i Kolding. Og efter Møgeltønder spiller orkesteret kun to meditationskoncerter mere, inden de slutter denne koncertrække. Det kan du læse mere om her.
Entre: 100 kr.

torsdag den 2. april 2009

Nyhedsbrev nr. 22 - april 2009


Hvad med turisterne?
Turistmøde tirsdag d. 14.04
kl. 19.00 i Møgeltønderhus

Borgerforeningen Tranen har inviteret Bodil Glistrup og Alice Damm til en åben dialog om turisme i Møgeltønder og omegn. Det afholdes i Møgeltønderhus den 14. april kl 19.
Der er gratis adgang. Og alle er velkomne. Mona har sørget for kaffe og hjemmelavet kage for 35 kr.

Status på førstehjælp og brandslukning
Tranen har i år afholdt to arrangementer, som er forløbet lidt forskelligt.
Der var fin opbakning til de to førstehjælpskurser, som blev arrangeret i samarbejde med MUIF. Så nu er vi flere i byen, der kan redde liv.
Til gengæld var der kun få, der troppede op, da Tønders vicebrandchef holdt foredrag om brandsikkerhed. Fordelen for de fremmødte var til gengæld, at alle fik mulighed for at slukke en rigtig brand!
Borgerforeningen har rekvireret en DVD om brandslukning i private hjem, som TrygFonden har udgivet. Hvis nogen har lyst til at se den, kan den lånes. Ring til Mogens på 73780071 og aftal nærmere.

mandag den 16. marts 2009

Nyhedsbrev nr. 21 - marts 2009


Hvordan undgår du brand?
Og hvad gør du, hvis det sker?

I samarbejde med Møgeltønderhus arrangerer Tranen den 23. marts en aften med viceberedskabschef Jacob Christensen fra Tønder Brandvæsen. Han vil forklare, hvad vi kan gøre for at forebygge brand i vores huse. Han vil også give os mulighed for at prøve, hvordan man slukker en brand, hvis uheldet er ude.

Tid: Mandag den 23 marts. kl. 19.00
Sted:
Møgeltønderhus

Alle er velkomne. Og der er gratis adgang.
Møgeltønderhus har sørget for, at vi kan købe kaffe i pausen.

tirsdag den 3. marts 2009

Nyhedsbrev nr. 20 - marts 2009

Gratis koncert i Møgeltønder Kirke

Onsdag d. 4. marts kl. 19.30 er der musik fra Andesbjergene i Møgeltønder Kirke. Det er den verdensberømte marimbavirtous Kai Stensgaard, der spiller sammen med to af Argentinas bedste sangere og instrumentalister.
Gratis adgang for alle.
Du kan læse mere om kirken og kommende koncerter på Møgeltønders nye hjemmeside for turister: http://moegeltoenderturist.blogspot.com/

torsdag den 12. februar 2009

Nyhedsbrev nr. 19 - februar 2009

Stadig plads på Tranen og MUIF's førstehjælpskursus
Der er stadig pladser på de to kurser i førstehjælp, Tranen og MUIF har søsat. Kurset, der er et kompetencegivende grundkursus, strækker sig over 12 timer sammenlagt og koster kun 120 kr pr. deltager.
Det første kursus starter på mandag og strækker sig over 4 aftner i de kommende uger (4 x 3 timer om aftenen).
Det andet kursus løber over to lørdage i marts måned. Du kan læse mere om kurserne i Nyhedsbrev nr. 18.
Ring til Hanne Boldt på 74 73 84 34 eller Mogens Nielsen på 73 78 00 71, hvis du vil med. Eller send en mail til moegeltoender@gmail.com med dit navn, adresse, og tlf.nummer.

Foredrag 23. marts om brandforebyggelse og brandslukning
Jørn Buchs foredag om Genforeningen var en succes. Vi følger op med et nyt foredrag, som er nok så interessant - bl.a. fordi vi ikke længere har et brandkorps i Møgeltønder. Det er nemlig et foredrag om brandforebyggelse og brandslukning.
Det sker den 23. marts, hvor chefen for brandkorpset i Tønder kommer og fortæller, hvad vi kan gøre for sikre vores huse mod brand. Og hvad vi kan gøre, hvis uheldet alligevel skulle være ude. Han vil tage udgangspunkt i de lokale forhold, fordi Møgeltønder jo har mange fredede huse og mange stråtage.
Der er gratis adgang, og det kommer til at foregå på Møgeltønderhus. Du får flere oplysninger om arrangementet i det næste nyhedsbrev.

søndag den 25. januar 2009

Nyhedsbrev nr. 18 - januar 2009

Lær førstehjælp og bliv klogere
på Genforeningen i 1920

Borgerforeningen har fået samarbejdet med Møgeltønderhus og MUIF sat i fastere rammer. Derfor kan vi nu i fællesskab invitere til et spændende foredrag og tilbyde byens borgere et første-hjælps-kursus.

Hør Jørn Buch tale om Genforeningen den 10. februar kl. 19.30
Sted: Møgeltønderhus
Dato: 10. februar
Tidspunkt: Kl. 19.30. Men døren åbnes kl. 19
Pris: 75 kr. inkl. kaffe og bagværk. Betales ved indgangen.
Emne: Hvad skete der, da Sønderjylland blev delt i 1920?
Jørn Buch, der er seminarielektor på University College Syd i Haderslev, er lidt af en legende. Han er en fremragende fortæller, der sjældent taler om det samme to dage i træk. Faktisk har han 70 forskellige emner, han holder foredrag over. De spænder lige fra Da Vinci mysteriet til dronningens gobeliner og det moderne Kina.


Han har rejst og arbejdet mange steder i Europa, og han regnes for en af landets mest kvalificerede eksperter, når det gælder sønderjyske forhold.
Vi har inviteret ham til Møgeltønderhus for at tale om Genforeningen. Her kan du få svar på, hvorfor Sønderjylland i det hele taget blev delt. Hvorfor grænsen kom til at gå, som vi kender den i dag. Om den er retfærdig. Om den kunne være trukket anderledes. Og om det er en historisk grænse eller en sindelagsgrænse.
Vil du vide mere om Jørn Buch, skal du klikke ind på http://www.jorn-buch.dk

Få 12 timers første-hjælps-kursus til kun 120 kr.
Sted: MUIFs klublokaler på Møllevej
Datoer: (4 x 3 timer) mandag 16. februar, torsdag 19. februar, torsdag 26. februar og mandag 2. marts.
Tidspunkt: Alle dage fra kl. 19.00 - 22.00
Pris: 120 kr. inkl. kaffe og skriftlige materialer
Eller:
Sted: MUIFs klublokaler på Møllevej
Datoer: (2 x 6 timer) lørdag 7. marts og lørdag 21. marts.
Tidspunkt: Begge dage 9.00 – 15.00
Pris: 120 kr. inkl. kaffe og skriftligt materiale. ( Du skal selv medbringe frokost.)
Tilmelding: Ring til Hanne Boldt på 74 73 84 34 eller Mogens Nielsen på 73 78 00 71 og meld dig til. Du kan også gøre det ved at sende en mail til moegeltoender@gmail.com. Tilmeldingen kræver, at vi får navn, adresse, telefonnummer og evt. mailadresse på deltageren.

Der er tale om et 12-timers kursus, godkendt af bl.a. Beredskabsstyrelsen. Derfor får du også kompetencegivende kursusbevis.
Melder man sig, er det for hele kursusforløbet. Møder man ikke op alle dagene, kan instruktørerne desværre ikke udstede et kursusbevis.
Kurset giver dig teoretisk og praktisk kendskab til førstehjælp, så du bliver i stand til at hjælpe ved almindeligt forekommende ulykker og pludselige sygdomme. Du vil kunne genoplive og holde liv i en person i de vigtige minutter efter en ulykke eller en pludseligt opstået sygdom, indtil en læge eller redningsmandskab overtager ansvaret.
Overskrifterne på kurset er:
* Organisering af førstehjælpen
* Kunstigt åndedræt
* Hjertemassage
* Livstruende blødninger
* Forbrændinger, forfrysninger og ætsninger
* Hjernerystelse og kraniebrud
* Knoglebrud
* Forstuvninger og ledskred
* Småskader
PS: Kurserne kan kun gennemføres, hvis der er mindst 12 deltagere pr. kursus.

Generalforsamling i Tranen den 23. februar
I næste måned er der generalforsamling i Borgerforeningen Tranen. Den foregår som sædvanligt på Møgeltønder Skole kl. 19.30.
Der skal i år vælges tre nye bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter. Vi håber, der er flere, som har lyst til at stille op og gøre et stykke arbejde for foreningen.
I det næste Nyhedsbrev kan du læse mere om generalforsamlingen.